Forældre er ofte bekymret for at ”forkæle” eller spolere deres børn. Når man taler om et forkælet barn, skal man virkelig forstå, hvad det betyder. Hvad er et forkælet barn?

Et barn bliver forkælet ved at fjerne hans frihed til at handle! Han bliver ikke forkælet ved, at man elsker ham eller endog giver ham ting. Du kan give et barn næsten hvad som helst, og det vil ikke forkæle ham. Men at berøve ham sin uafhængighed (personlige frihed) til at handle vil spolere ham.

Et barn kan på mange måder berøves sin frihed til at handle.

Den første er ved at stoppe ham i at gøre noget eller få ham til at gøre noget uden hans samarbejde, som, du siger, du gør ”kun til hans eget bedste”. Men det forhindrer ham blot i at træffe sine egne beslutninger og straffer ham yderligere, når hans egne beslutninger fører ham ud i vanskeligheder.

Lad os for eksempel sige, at et barn beslutter sig til at hjælpe en ven med hans lektier efter skoletid. Som et resultat kommer han lidt for sent hjem til familiemiddagen. Hans far bliver vred over det og siger, at han aldrig nogensinde har tilladelse til at komme for sent til et familiemåltid – aldrig! Lad os sige, at faren så som straf fjerner nogle af barnets lommepenge. Nu er barnet blevet straffet for sin egen beslutning, og det indser, det ikke har reel frihed over sine handlinger eller beslutninger.

En anden almindelig fejl er hele tiden at sige til et barn, hvor flinke alle er mod det, og hvordan verden ligger åben for det, og hvor utaknemmelig (ikke udviser tak) det er til gengæld, og at det ikke viser sin påskønnelse på nogen måde. Det er en anden måde at berøve barnet sin uafhængighed til at handle. Det får det til at føle, at det står i gæld til dig, og at det ikke burde forsøge at gøre ting for sig selv.

Sandheden er, at intet barn nogensinde er blevet spoleret af kærlighed, af sympati, af venlighed, af forståelse eller endog af eftergivenhed (at let give efter for andres krav og meninger). Du kunne give dit barn en bil, motorcykel eller hvad som helst andet, som du, da du var barn, havde ønsket dig, og dit barn ville ikke blive spoleret. Du kunne give det bedre legetøj, end nogen anden i blokken har, og du ville ikke gøre det til en snob (en, der ser ned på andre).

Det, der virker bedst, er at tillade dit barn at handle for sig selv og træffe sine egne beslutninger med de venner, det leger og går i skole med. Han kan gå ud og dele sine ejendele, hvis det er det, han vil eller ej. Det er op til ham. Hvis han får lov til at leve på den måde, vil han selv finde ud af, hvordan verden fungerer. Og det er noget, han er nødt til at lære.

Vi bliver nødt til at gøre op med en gammel overtro (fordom), at kærlighed og hengivenhed i bund og grund forstyrrer et barn og giver det besvær eller endog driver det til vanvid. Folk tror det – men det er ikke sandt.

Du kan være forvisset om, at den hurtigste måde at spolere dit barn er ikke ved at elske det, men ved at fjerne dets frihed til at handle.